Hammerknuden rundt med afstikker til Hammer Fyr.

En lille vandretur på det nordligste Bornholm midt i marts måned.

Hammerknuden består af granit og er formet i den sidste istid, og det er da også klipperne, der gør denne tur speciel. De stejle klippesider ned til Østersøen skaber dramatiske udsigter.

Jeg starter turen ved den store P-plads i Sandvigs nordlige del, der på denne årstid er ganske tom. Ret forude ses asfaltvejen jeg skal følge i starten. Den fører ud til Hammerodde fyr, der stadig er i brug. En bom spærrer vejen for biler og cykler og en låge spærrer for gående. Jeg åbner lågen og læser på et skilt, at den er til for at holde på de får og Hammershuslam, der græsser i området - og som senere kan købes slagtet.

Så går det derud ad. Vejret er fantastisk. Helt klart og skyfrit. Det er ca 6 grader, men solen varmer i nakken. På dette første stræk går jeg i læ for blæsten, der kommer fra vest, og varmen fra solen mærkes ganske tydeligt. Her på den nordlige del er Hammeren fladest har jeg læst, men den stiger støt og roligt til 82 m.o.h. på den sydligste del, hvor den er højest.

Der er ca 1 km ud til Hammerodde fyr og her ender asfaltvejen ved en privat ejendom. Til højre for den viser et skilt stien til Salomons kapel. Den følger jeg. Nu begynder det at ligne noget. Stien fører lidt ned og så åbenbares lidt af kyststrækningen forude. Kort efter må jeg igennem endnu en fåresluse. Nu er retningen mod sydvest og den kølige blæst til at mærke. Jeg lyner jakken til og tager huen på.

På højre hånd er der udsigt til havet, der viser lidt bisser, og på venstre hånd til den visne kratbevoksning op ad skråningen. Selvom turen er let at gå, giver klipperne dog små udfordringer undervejs. Der er lavet trapper på de sværeste passager, så man slipper for at klatre.

Landskabet flader lidt ud og forude anes en stenruin. Det er Salomons kapel. Bygget i kampe- og munkesten. Ifølge oplysningsskiltet er det fra 1300 tallet. Lige nordvest for kapellet er der en kilde som i middelalderen blev betragtet som værende hellig. Pilgrimme søgte hertil for at drikke det helbredende vand og for gennem bønner og gaver at opnå helbredelse.

Jeg holder lille pause, snupper en tår af det moderne kildevand, afstår fra bønner, men takker for den gave, det er at kunne vandre rundt i disse omgivelser; nyder solen og udsigten over vandet. Der er gået ½ time siden start. Jeg går videre med et stort smil i ansigtet. Ganske kort efter passerer jeg en lille naturlig havn. Et gammelt trækspil på stranden afslører, at havnen har været brugt.

Kort efter kunne jeg godt have brugt et par gule pletter til orienteringen. En kyststi indikerer vel at man holder sig til kysten, men stien deler sig og den lige ud ser meget smattet og mudret ud, så jeg holder mig til den, der går langs kysten og i øvrigt ser lidt bredere ud.

Men det er en "dead end". Den fører lige ned til stranden og der er ingen sti videre. Så lidt tilbage igen og så opad den smattede genvej mellem lyngen, som andre før mig har brugt. Nå det betyder ikke noget, men hvorfor ikke placere et gult mærke?

En sti på venstre hånd fører op i terrænet og forsvinder i skoven. En sten med gul skrift og en pil viser, at stien fører til Hammer Fyr. Det kan altså gøres.

Nu begynder terrænet igen at stige og flere steder er der trapper til hjælp. Udsigten er super fin. Udsynet til vandet forsvinder og stien er nærmest som en kanal gennem krat og buske. Det må se fantastisk ud om sommeren. Så er jeg ca 50 m oppe. Stien drejer nu ind i landet mod sydøst. Forude, på den anden side af dalen nedenfor, ses Hammershus ruinerne tydeligt. I bunden af dalen ligger Sæne havn også kaldet Hammerhavn. Den er blevet brugt til udskibning af store mængder granit helt op til ca 1970.

Men her er flere stier at vælge imellem. Et par stykker fører nedad, sikkert til havnen, men jeg er ikke sikker. En fører lige ud og en fører opad til venstre. Hvad nu? Jeg rådfører mig med kortet på pjecen, men bliver ikke klogere. Går lidt videre og så dukker der faktisk et par gule klatter op på en sten, hvor en sti fører ned mod havnen. Et par meter længere henne står en pæl med en lille gul vandringsmand. Aha!

Den anviser en sti ned til havnen, men den er færdig forlængst. Overgroet og ufarbar. Modsat går en sti opad, måske jeg skulle prøve den? Kan også fortsætte ligeud? Jeg vælger at prøve den der går opad. Vejret er jo godt og jeg har tid nok, hvis den viser sig at være forkert og jeg må tilbage.

Og det må jeg, for stien ender blindt i en lille picnic spot kort efter. Nå. Pausetid.

Her på det lille åbne areal står et bord med bænke og udsigten kan der ikke klages over. Den er fin. Men det bliver hurtigt køligt nu jeg er i ro, så det bliver et kort break.

Tilbage på hovedstien går jeg så ligeud, men har ikke gået langt før den igen deler sig. Denne gang vælger jeg den til venstre, der går opad, og regner med at den til højre fører ned til P-pladsen ved Opalsøen og Hammersø.

Først går jeg gennem lidt skov inden sporet begynder at kravle opad. Retningen er nu mod nordøst og næsen vender mod Sandvig igen. Stien snor sig i åbent terræn og udsigten er super. På den anden side af dalen og havnen troner Hammershus i disen, der nu er begyndt at danne sig. Kort efter drejer stien, går nedad trapper og giver udsigt til det tidligere granitbrud med Opalsøen.

Godt nok et stykke dramatisk natur. Jeg går langs kanten, og stien, der nu igen går opad, er her skærmet af et gelænder. Så slår den et lille knæk og terrænet flader ud og her ligger minsandten en lille sø. Krystal søen hedder den. Landskabet ser ikke særlig dansk ud. Flot, lidt barsk.

Jeg følger stien, der bliver til en grusvej og forude ligger Hammer Fyr og turens højeste punkt. Ca 65 m.o.h. Her ved fyret er der om sommeren udskænkning og salg af is. En asfaltvej fører nedad og kommer ud nede ved Hammersø. Lige nu er her ikke andet end kragernes skrigen, så jeg vender om og går tilbage mod søen. Gule pletter på stenene viser vej til en sti i budskadset venstre om Krystalsøen.

Så går det nedad og jeg kommer igen til kanten af klipperne ved Opalsøen; nu på den modsatte side. På denne side er der også trapper og gelænder til hjælp. Sporet snor sig her og udsigten til Opalsøen på højre side forsvinder i budskadset. Kort efter dukker en anden sø op på venstre hånd i niveau med stien. Den hedder Gamle Dam.

Jeg kravler nedad de sidste trapper til det flade terræn på Opalsøens nordøstlige side. Herfra går stien stort set i niveau og langs med Hammersø de sidste 1½ km til Sandvig. Der hvor Hammersø ender, støder vejen oppe fra Hammer Fyr til, og jeg følger den et lille stykke inden en sti fortsætter inde i terrænet langs vejen.

På højre side begynder de yderste huse i Sandvig at dukke op. På venstre side er udsigt til klippevæggen og lidt senere til de røde hytter på en campingplads i Sandvig.

Så er jeg tilbage ved start og synes at det har været alletiders tur. Kun knap 7 km, men jeg har nydt det i fulde drag.