En lille vandretur på det nordligste Bornholm midt i marts måned.
Hammerknuden
består af granit og er formet i den sidste istid, og det er da også
klipperne, der gør denne tur speciel. De stejle klippesider ned til
Østersøen skaber dramatiske udsigter.
Så går
det derud ad. Vejret er fantastisk. Helt klart og skyfrit. Det er ca
6 grader, men solen varmer i nakken. På
dette første stræk går jeg i læ for blæsten, der kommer fra
vest, og varmen fra solen mærkes ganske tydeligt. Her på
den nordlige del er Hammeren fladest har jeg læst, men den stiger
støt og roligt til 82 m.o.h. på den sydligste del, hvor den er
højest.
På højre hånd er der udsigt til
havet, der viser lidt bisser, og på venstre hånd til den visne
kratbevoksning op ad skråningen. Selvom
turen er let at gå, giver klipperne dog små udfordringer undervejs.
Der er lavet trapper på de sværeste passager, så man slipper for
at klatre.
Landskabet
flader lidt ud og forude anes en stenruin. Det er Salomons kapel.
Bygget i kampe- og munkesten. Ifølge oplysningsskiltet er det fra
1300 tallet. Lige
nordvest for kapellet er der en kilde som i middelalderen blev
betragtet som værende hellig. Pilgrimme
søgte hertil for at drikke det helbredende vand og for gennem bønner
og gaver at opnå helbredelse.
Jeg
holder lille pause, snupper en tår af det moderne kildevand, afstår
fra bønner, men takker for den gave, det er at kunne vandre rundt i
disse omgivelser; nyder solen og udsigten over vandet. Der er
gået ½ time siden start. Jeg går videre med et stort smil i
ansigtet. Ganske kort efter passerer jeg en lille naturlig havn. Et
gammelt trækspil på stranden afslører, at havnen har været brugt.
Kort
efter kunne jeg godt have brugt et par gule pletter til
orienteringen. En kyststi indikerer vel at man holder sig til kysten,
men stien deler sig og den lige ud ser meget smattet og mudret ud, så
jeg holder mig til den, der går langs kysten og i øvrigt ser lidt
bredere ud.
Men det
er en "dead end". Den fører lige ned til stranden og der
er ingen sti videre. Så lidt tilbage igen og så opad den smattede
genvej mellem lyngen, som andre før mig har brugt. Nå det
betyder ikke noget, men hvorfor ikke placere et gult mærke?
En sti
på venstre hånd fører op i terrænet og forsvinder i skoven. En
sten med gul skrift og en pil viser, at stien fører til Hammer Fyr.
Det kan altså gøres.
Nu
begynder terrænet igen at stige og flere steder er der trapper til
hjælp. Udsigten er super fin. Udsynet
til vandet forsvinder og stien er nærmest som en kanal gennem krat
og buske. Det må se fantastisk ud om sommeren. Så er
jeg ca 50 m oppe. Stien drejer nu ind i landet mod sydøst. Forude,
på den anden side af dalen nedenfor, ses Hammershus ruinerne
tydeligt. I bunden af dalen ligger Sæne havn også kaldet
Hammerhavn. Den er
blevet brugt til udskibning af store mængder granit helt op til ca
1970.
Men her
er flere stier at vælge imellem. Et par stykker fører nedad,
sikkert til havnen, men jeg er ikke sikker. En fører lige ud og en
fører opad til venstre. Hvad nu? Jeg
rådfører mig med kortet på pjecen, men bliver ikke klogere. Går
lidt videre og så dukker der faktisk et par gule klatter op på en
sten, hvor en sti fører ned mod havnen. Et par meter længere henne
står en pæl med en lille gul vandringsmand. Aha!
Den
anviser en sti ned til havnen, men den er færdig forlængst.
Overgroet og ufarbar. Modsat går en sti opad, måske jeg skulle
prøve den? Kan også fortsætte ligeud? Jeg
vælger at prøve den der går opad. Vejret er jo godt og jeg har tid
nok, hvis den viser sig at være forkert og jeg må tilbage.
Og det
må jeg, for stien ender blindt i en lille picnic spot kort efter.
Nå. Pausetid.
Her på
det lille åbne areal står et bord med bænke og udsigten kan der
ikke klages over. Den er fin. Men det bliver hurtigt køligt nu jeg
er i ro, så det bliver et kort break.
Tilbage
på hovedstien går jeg så ligeud, men har ikke gået langt før den
igen deler sig. Denne gang vælger jeg den til venstre, der går
opad, og regner med at den til højre fører ned til P-pladsen ved
Opalsøen og Hammersø.
Først
går jeg gennem lidt skov inden sporet begynder at kravle opad.
Retningen er nu mod nordøst og næsen vender mod Sandvig igen. Stien
snor sig i åbent terræn og udsigten er super. På den anden side af
dalen og havnen troner Hammershus i disen, der nu er begyndt at danne
sig. Kort
efter drejer stien, går nedad trapper og giver udsigt til det
tidligere granitbrud med Opalsøen.
Godt nok
et stykke dramatisk natur. Jeg går langs kanten, og stien, der nu
igen går opad, er her skærmet af et gelænder. Så slår den et
lille knæk og terrænet flader ud og her ligger minsandten en lille
sø. Krystal søen hedder den. Landskabet ser ikke særlig dansk ud.
Flot, lidt barsk.
Jeg
følger stien, der bliver til en grusvej og forude ligger Hammer Fyr
og turens højeste punkt. Ca 65 m.o.h. Her ved fyret er der om
sommeren udskænkning og salg af is. En asfaltvej fører nedad og
kommer ud nede ved Hammersø. Lige nu
er her ikke andet end kragernes skrigen, så jeg vender om og går
tilbage mod søen. Gule pletter på stenene viser vej til en sti i
budskadset venstre om Krystalsøen.
Så går
det nedad og jeg kommer igen til kanten af klipperne ved Opalsøen;
nu på den modsatte side. På
denne side er der også trapper og gelænder til hjælp. Sporet
snor sig her og udsigten til Opalsøen på højre side forsvinder i
budskadset. Kort
efter dukker en anden sø op på venstre hånd i niveau med stien.
Den hedder Gamle Dam.
Jeg
kravler nedad de sidste trapper til det flade terræn på Opalsøens
nordøstlige side. Herfra går stien stort set i niveau og langs med
Hammersø de sidste 1½ km til Sandvig. Der hvor
Hammersø ender, støder vejen oppe fra Hammer Fyr til, og jeg følger
den et lille stykke inden en sti fortsætter inde i terrænet langs
vejen.
På
højre side begynder de yderste huse i Sandvig at dukke op. På
venstre side er udsigt til klippevæggen og lidt senere til de røde
hytter på en campingplads i Sandvig.
Så er
jeg tilbage ved start og synes at det har været alletiders tur. Kun
knap 7 km, men jeg har nydt det i fulde drag.