lørdag den 25. februar 2012

En kystvandring i februar.

En 12 km vandring langs kysten i Køge Bugt fra Mosede Fort til Arken og Ishøj station.

Jeg blev så inspireret af, at læse om det nye initiativ, kaldet "Kystvandringen", at jeg måtte ud at prøve den ene, som ligger i mit nærområde. Fra Mosede Fort i Greve, Karlslunde, til Arken i Ishøj og videre til Ishøj station. På "Kystvandringen" beskrives den dog fra Arken til Mosede Fort.

Jeg valgte solen og, ikke mindst, vinden i ryggen og gik derfor turen omvendt, mod nordøst. Temperaturen var plus 5-6 grader, men vinden gjorde, at det føltes som minus 5-6. Det var blevet midt på eftermiddagen, så jeg undgik også den stærke lave sol i øjnene hele tiden.

"Kystvandringen" er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Danmarks Naturfredningsforening og TrygFonden, som afholdes den 10. juni 2012. Der er 7 forskellige vandreture langs kysten, hvor hver rute er tilrettelagt, så man kan vælge at gå 3, 6 eller 10 km. Ruterne er for alle, såvel børnefamilier, som ældre.

Men jeg syntes ikke, at der var grund til at vente til juni måned. Vejret var flot, klart og solrigt; en af de første frostfrie februar dage. Det blev en aldeles fortræffelig vandretur, der byder på meget af det bedste ved en kystvandretur og absolut kan anbefales.


Læs mere her på:
Kystvandring i Køge Bugt


Læs om "Kystvandringen" her:
kystvandringen.dk